Når uheldet er ude, står vores vagtkreds til akut rådighed for
vores klienter 24 timer i døgnet 365 dage om året. I vagten er
tilliden til dyrlægen altafgørende, og som kunde hos os, er du
altid sikret adgang til et team af kompetente hestedyrlæger.
Dette er et loyalitetsbånd mellem hesteejer og dyrlæger, og
døgnvagt skal betragtes som en service overfor vores faste
klienter. Man kan kalde det en VIP ordning. I vores vagtkreds er du
fast klient, når dyrlæger fra vagtkredsen vaccinerer hesten hvert
år eller har tilset hesten indenfor det sidste år.
For få år tilbage brugte hesteejere oftest den nærmeste lokale
dyrlæge til vaccination, rådgivning og behandling af hesten.
De seneste år har der været en stigende tendens til at nogle
dyrlæger tilser hesten indenfor normal arbejdstid, men ikke stiller
et akut og ofte dyrt beredskab til rådighed. Det kan skyldes at
dyrlægen kommer fra en anden landsdel eller at dyrlægen udelukkende
ønsker at arbejde indenfor normal dag tid, uden at lade sig
forstyrre af akut opstået sygdom eller tilskadekomst. Planlagte
besøg er mere effektive for dyrlægen, men efterlader ejeren uden
sikkerhed for hjælp i en akut situation.
Vores vagtkreds oplever derfor et stigende antal henvendelser
fra hesteejere som står uden veterinærhjælp i vagten. De er ikke
faste klienter hos os, men Dyreværnsloven og vores
dyrlægeløfte forpligter os til at tilse og behandle alvorligt syge
heste.
Vi gør derfor opmærksom på, at vi fra 1. januar 2014 tillægger
kr 1000,- + moms til klienter der ikke betjenes af vagtkredsens
dyrlæger i dagtiden. Dette tillæg er udover vores vagttillæg som
imellem kl 16 og kl 23 er 100% og imellem kl 23 og kl 08 er
200%.
Vi gør endvidere opmærksom på, at i forbindelse med vagtbesøg hos
ikke faste klienter, skal der betales kontant ved besøgets
afslutning. For at undgå unødige misforståelser, kan det
omtrentlige beløb oplyses i telefonen, når besøget aftales.